Ud i verden med Pokémon: Første Regional i Stockholm

Jeg hedder Søren og er far til Lukas. Vi er taget afsted med Konrad og hans far Mads samt August og hans far Thomas. Alle ungerne er 8 år.

Vi startede i Pokemonklubben sommeren 2024. Lukas havde året inden lært at spille af en ildsjæl i fritidsordningen. Jeg husker tydeligt den der kriblende følelse i maven, da jeg hørte om andre forældre, der hyggede sig med deres børn til Cups i weekenden. Helt vild var tanken at tage flyveren til udlandet og deltage i en regional turnering. Tænk sig, en hel weekend fyldt med Pokémon for os to. På det tidspunkt virkede det meget fjernt.

Hvornår ville vi nogensinde blive klar til den slags? Spille kort med tusindvis af andre mennesker, hvoraf mange ikke taler vores sprog?

Og i sidste ende komme hjem med lyst til mere. Idéen var simpelthen for tillokkende. Og som altid handler det om at tage springet.

Forberedelse

Alle børn og forældre er forskellige. På dag 1 skal Lukas spille 6 kampe, og der er indlagt frokost i programmet. Vi har lært fra cups at vi skal have en seriøs madplan. Vores udfordring er at holde energien i lang tid. På forhånd aftaler vi hvad vi spiser og drikker ved ankomst, og efter hver eneste kamp. Kampene er mentalt anstrengende, og med planen slipper vi for at tage stilling til hvad vi skal spise, og om vi overhovedet er sulten?

Det må godt være usundt. Det vigtige er at det er aftalt. Lukas bakker op, og minder mig om planen når jeg glemmer det. Med andre ord, husk at lægge energi for tur! Til turen har vi også taget leverpostej og rugbrød med, da maden helst ikke skal være for anderledes. 

Sprogforskelle

Sprogforskelle er også en bekymring. Lukas trøje er derfor opmærket med navn og Dannebrog, som han kan pege på. Jeg har lært ham at reglerne siger at dommerne skal finde en dansk talende dommer til ham hvis han siger det. Konkurrencemæssigt har vi ikke forberedt noget. Vi tager afsted for eventyret.

Tilmelding

I klubben fik vi hjælp. RK9 profilen var oprettet på forhånd. Vi sad klar da tilmeldingen åbnede på FanFinity. Tilmeldingen til Stockholm var i hus. Mads, Thomas og jeg fandt fly og hotel sammen. Alle i klubben har været supersøde til at hjælpe.

Fredag 21. marts Afrejse

Fra en fjern tanke står vi pludselig i Kastrup lufthavn og terminal 3. Vi har været tidligt oppe. Begge med sommerfugle i maven på hver vores måde. Der er muligvis mig som et mest nervøs. Men min mave har jo også plads til lidt flere sommerfugle.

Fra Arlanda lufthavn tager vi toget. Det var superhyggeligt og Thomas tager initiativ til højtlæsning. Vi ankommer til hotellet og begynder at spille kort med andre danskere. Lobbyen fyldes langsomt med flere spillere. Klokken bliver 16:00. Vi registrerer os i messecenteret og får vores goodie bag! Kort tid efter hopper en enkelt lille Pichubamse ned i Lukas taske.

Afslapning på hotelværelset

Efter registreringen var det tid til at tjekke ind på hotelværelset. Lukas blev parkeret i sengen med en tablet, imens jeg hentede aftensmad, som vi hyggede os med på værelset. Dagen havde været fyldt med indtryk, så vi trængte virkelig til at slappe af.

På discord ticker en hilsen ind til August og Konrad fra en jysk juniorspiller som ikke skulle med. Virkelig sødt. Fællesskabet i Pokemon kan noget helt særligt. Klokken 19:30 er jeg et smut i lobby’en igen. Den er fyldt med Pokémonspillere i alle aldre, og stemningen er hyggelig. Det lover godt for i morgen.

Lørdag 22. marts: Dag 1

Turneringen starter klokken 9:00. Dagen byder på 6 kampe, bedst af 3.

Uret ringer 6:30 jeg står op og sætter nye lommer på Lukas kort. Klokken. 7:00 har vi booket bord til morgenmad. Vi sætter os for os selv så Lukas kan koncentrere sig om at spise, imens vi ser tegnefilm på en tablet. 8:10 triller vi over i messecenteret – et kæmpe plus, at det lå lige ved siden af hotellet!

Sprogbarriere

Mine øjne bliver store da første modstander er en franskmand. Bekymringen var helt ubegrundet. Hun kan engelsk!? Og Lukas er åbenbart bedre til engelsk end han har fortalt sin far! Det gik som smurt. De efterfølgende modstandere er fra Tyskland, Norge, Østrig og Sverige.

Den eneste som var lidt forvirrende at snakke med, var en 6 årig Nordmand. Og her var det nok hendes alder og erfaring som var den største udfordring. Alle andre modstandere kunne engelsk og var minimum 8 år.

Fra tilskuerområdet kan jeg se min søn håndtere modstandere og dommere på engelsk. Jeg ville ønske at jeg kunne høre hvad de sagde, men jeg må nøjes med at være hamrende stolt. Dannebrog på trøjen var stadig en god ide.

Dommer situationer og modgang.

Reglerne i en regional turnering er ikke til at spøge med. Lukas tabte en runde, fordi han manglede et kort i sit deck. Og hvis du taber et kort på gulvet? Ja, så taber du også runden.

I vores tilfælde håndterer dommerne situationen helt roligt og Lukas fortæller at de er rigtig søde. De håndterer det så godt at jeg ikke kan se det på Lukas. Jeg finder først ud af det efter kampen.

Energi – planen virkede!

Efter 8-10 timer i messecenteret var vi begge godt trætte. Men Lukas føler selv at der er energi til mere. Vores madplan virkede! Lukas kaldte dagen en giga succes. Og vi var enige om, at vi tør gøre det igen. Måske om et år?… måske lidt før…. Dagen slutter på værelset efter samme opskrift som i går.

Praktiske tips

  •  Bo tæt på spillestedet – det sparer en masse tid og stress.
  •  Hav ekstra pakker med lommer – du får brug for dem!
  •  Øv kortblanding tæt på bordet
  •  Overvej en god madplan – energi er afgørende!
  •  Brug fx en Flip’n’tray deckbox til kort, løse ekstra lommer, og damage counters samlet.
  •  Giv barnet en lille taske til at holde deckbox, måtte og ekstra lommepakker samlet.
  •  Bliv selv fortrolig med RK9 og pairings, og hjælp dem hen til bordet. Søg hjælp i jeres liga.

Søndag 23. Marts: Dag 2 Side Events

Vi gik ikke videre til dag 2, og tager derfor en helt rolig morgen. Madplanen dropper vi, da vi har god tid. I stedet freestyler vi snacksne.

Når man er ude af turneringen, byder dagen på en masse side events. Side events er mindre konkurrencer med skøre regler. I nogle har du f.eks. kun 40 eller 20 kort deck. Der er også små challenges og cups. Det giver også mulighed for at møde helt nye spillere. Samtidig kan jeg få lov til at være med. Det kører for Lukas i side eventsne, og humøret er derfor i top.

Til sidst slutter vi foran scenen hvor en dansker er på storskræm. Alle de forreste stole er danskere. Ungerne er godt brugte, og efter lidt tid vender vi næsen mod lufthavnen. Oplevelsen har været fantastisk og et kæmpe fællesminde med min dreng. Lige nu er jeg meget træt. Men hvis han har lyst, gør vi det helt sikkert igen. 

“Til dig som overvejer en Pokémon familietur. Mit bedste råd er at søge hjælp i din lokale liga. Tag til Cups, og opbyg erfaring med længerevarende konkurrencer.”

Søren

På turen mødte jeg flere danske børn+forældre som var taget til første regional uden at søge den store hjælp. Det skal med andre ord nok lykkes!